Der er ikke sket så meget i min lille bil verden, at det har været værd at skrive om, Toyota’en køre og de andre biler står og venter på bedre vejr, der er godt nok masser af projekter, og reparationer, som skal udføres i den nærmeste fremtid, men indrømmet så er jeg en frossenpind, og får ikke meget for hånden, i den lange vinter vi forhåbentlig snart er ude af, det er jo forår.
Der har været en bilmesse i Fredericia, og den forløb som vi havde forventet, et par enkelte bil ændringer blev det til, men det er vi så vand til, Vi havde planlagt at der skulle være en brugs bil, så man kunne se at Triumph, også kunne anvendes til hverdags kørsel, også om vinteren!!! Det gjorde vi med Michael Ensted’s Herald 13/60 der ikke fremstod som den flotteste restaureret, men i meget tidstypisk stil, med tagbagagebærer hvorpå der lå gamle træ ski og en kælk, vi havde også Claus Ebberfeld’s flotte Stag og Jørgen Thomsen’s TR 250, en rigtig flot samling biler, og som vi helst vil have det, både familiebil, sportsvogn, og i prisklasser hvor alle kan være med, det er jo vigtig at fremhæve, at DTAK er en klub for alle.
Range Roveren, var måske mere interessant, der er mange billige V8 modeller, lyder godt, kan fås med leder stue og veteran afgift, men 6-7 km/l satte den ud på et sidespor, og efter at have snakket med en mekaniker der har haft dem lukket op i den elektriske teknik, mistet jeg lysten til sådan en pragtfuld gammel bil. Frontera Sport, havde jeg ikke i tankerne, men da jeg så en til fornuftig pris, sporty design, dog benzin men en 2,0 og 115 hk. 
ville jeg lige undersøge detaljerne lidt nærmere, og da jeg så at den var lavet af Wauxhall i England, blev den jo lidt interessant, så den skulle da prøves og efter en prøve tur, på de glatte sne veje, var 4 hjulstrækket fint nok, og bilen var som at sidde i en almindelig bil, men når man skulle sætte i gang, kunne jeg godt mærke at sådan en bil med store hjul, slet ikke får moment nok fra en benzin drevet motor, den føltes død og bare lavgearet, man kunne godt få en Opel Frontera diesel, men så var det den lange model bygget på Isuzu, og det havde jeg ikke lyst til…så en Britisk bil blev det ikke. Så var verden pludselig åben for mange mulige modeller, Jeep og Mercedes, var for dyre, Nissan, Lada Niva og Suzuki havde jeg det skidt med, VW Golf Country kunne være sjov, jeg har jo siden barn haft et godt øje til VW men de billige, er noget usikre i standen. Så er der Toyota LandCruiser, den kender jeg i forvejen godt, da min bror har haft én i mange år, de køre fantastisk godt, har et godt moment, med turbo og er behageligere i alt terræn, også på landevej, så jeg satte jagten ind på en fornuftig Toyota LJ70 TD, den første lød for godt til at være sandt, men efter prisen måtte den være i orden, jeg tog af sted for at se på dyret, og det var tydeligvis ikke en sælger der vidste hvad han solgte, den var først og fremmest ikke med turbo, og absolut ikke i den stand som var beskrevet, jeg gad ikke engang at prøve den, og selvom at sælger gik 9000,- ned i pris, så ville jeg ikke have den. Der var ikke mange til salg, men en meget speciel og med meget udstyr fangede pludselig min interesse, bilen var bygget til rigtig offroad hævet 4 tommer, spil, terræn dæk, bullbar og snorkel, et sandt monster.. den skulle prøves,
den var lige som den skulle være, en rigtig drengedrøm, men sikke da en gyngehest, jeg er sikker på, at hvis man ikke kørte andet end genveje, på tværs af landet, så var den perfekt, men da en del af mit kørsels behov også ligger på landevejen, så var den lidt for meget offroad, men så fandt jeg ud af, at det ikke var den eneste LJ70 han havde til salg, en diskret og flot metal grøn, som konen kørte i til daglig, kunne jeg da også købe, den var 7000,- billigere, og efter en prøvetur, var jeg ikke i tvivl, den kørte rigtig godt, det var en flink sælger en rigtig 4wd entusiast, der havde loftet fyldt med reservedele, og jeg skulle bare ringe hvis jeg fik problemer med noget, jeg købte bilen, for jeg kunne ikke forstille mig nogen bedre til den pris og det var endda langt under hvad jeg havde regnet med.
Så kom det sidste HillClimb i år. Det var på Fyn og løbet var det længste nogensinde, hele 4 km. Skulle forceres i de Syd Fynske alper, jeg var der naturligvis, men desværre igen kun som fotograf i skovkanten, på en måde var jeg nu godt tilfreds, for det var et frygtelig vejer, med kamera i den ene hånd og paraply i den anden, det var ikke så let at få gode billeder, med et efterhånden gammelt digitalkamera, Konika Minolta Dimage Z10 3.2 mega pixels, jeg savner mit gamle og “arvet” Topcon spejlrefleks kamera fra 1975, fuld automatisk, og altid knivskarpe billeder, Nå… løbet var fuld af spænding, og nye biler, skønt at se en rigtig folkevogn, 
denne her VW 1302 var en gæst fra Norge, og han kørte godt til, en 3’die plads blev det til i klasse 7, vores ven Mads Nygaard i sin TR 5 PI kom ind på en fjerde plads i klasse 6, som blev vunden stærkt, af Kurt Mejer i sin Volvo 142,
hvis det ikke forstås, hvordan Kurt kan vinde i en Volvo 142, så prøv at spring et løb over og se ham køre fra sidelinjen, jeg vil sige at hovedparten af bilerne, har en meget ens kørestil, det går stærkt, men når Kurt kommer, så er man ikke i tvivl om at det går rigtig stærkt, man kan høre det på lang afstand, der er fuld skrald på hele tiden, vild opbremsning før skarpe sving, og så var han den eneste jeg så flyve, der er meget vi kan lære. Se tiderne 
Regnen stod ned i stænger, som man kan se på billedet, og selv om at solen også skinnede ind i mellem, så nåede asfalten lige knap at tørre, før at en ny regnbyge, gjorde vejene våde igen, det satte selvfølgelig tempoet lidt ned, på de flotte racere, ikke lige det man nyder at se, når de kommer op igennem svingene, giv den da gas tænker man… men man ved jo selv hvordan det føles, når forhjulene skrider, 
